I Skive Kommune skal vores borgere opleve et velfungerende
vejnet, teamet Vejmyndighed & Drift er ansvarlige for opgaven og der er
styr på love og regler. Teamet varetager de driftsopgaver, som er politisk
vedtaget, og målet er at varetage driftsopgaverne så effektivt og økonomisk som
muligt. Det arbejder vi alle hen imod.
Vi søger en kollega, som vil stå for driften og
vedligeholdelse af vores ca. 100 km regnvandsledninger, 15.000 brønde og 20
regnvandsbassiner. Afvanding har en stor betydning for den fremtidige
klimasikring både i forhold til fremtidige anlæg og vedligeholdelse af gamle
anlæg. Du får driftsansvaret for alle aspekter af afvanding herunder inspektioner
og vedligeholdelse af anlægget.
I teamet er vi 5 medarbejdere, både nyuddannede og mere
erfarne kræfter, som alle hjælper hinanden i en travl hverdag. Vi vægter faglig
sparring, samarbejde og et godt arbejdsmiljø højt. Teamet er en del af
afdelingen Drift & Anlæg, som består af i alt 5 teams, som vi samarbejder
med på tværs for at løfte opgaverne.
Du vil derfor være hele afdelingens fagekspert på afvanding
i forhold til alle vejopgaver, både i forhold til planlægning og anlæg og
endelig når det overgår til drift og vedligehold. Det forventes således, at du
er interesseret i samspillet mellem dit og andres ansvarsområder og kan se
værdien i sammenspillet mellem fagligheder.
Udover afvanding vil du også få andre opgaver fx
registrering og vedligehold af LER-register, og yderligere en bred vifte af
opgaver indenfor drift og vejmyndighedsområdet alt efter dine kompetencer og
interesser.
Den kollega vi ønsker os
Du har måske en baggrund som ingeniør, teknisk designer,
kloakmester eller noget lignende. Det vigtigste er, at du brænder for og har
erfaring med afvanding.
Derudover forventer vi, at
-
Du har teoretisk eller praktisk viden om
afvanding.
-
Du har kendskab til afvanding i forbindelse med
klimasikring og ekstremt vejr.
-
Du har dyb viden om regler i forhold til miljø
og afledning af forurenet vand og deponi af forurenet jord, og har praktisk
erfaring med jordprøver f.eks. i forbindelse med afhøvling af rabatter.
-
Du kan kommunikere med mange forskellige
målgrupper, borgere, samarbejdspartnere og bevare roen i forbindelse med
henvendelser vedr. ophobning af vand.
-
Du har basalt kendskab til vejloven.
Hvis ikke du kan alt det vi ønsker os, hvis du f.eks. er
nyuddannet ingeniør med styr på teorien, men endnu ikke har praktisk erfaring,
så søg alligevel - så kan vi lære dig resten.
Drift og anlæg er én af fire afdelinger i forvaltningen
Teknik, Miljø & Udvikling. I forvaltningen har vi generelt en uhøjtidelig
omgangstone og en flad organisationsstruktur. Der er stor tillid til
medarbejderne som kommer til udtryk som frihed under ansvar. Det giver mulighed
for at sætte sin viden i spil i dagligdagen og selv sætte sit præg på opgaverne
og den daglige tilrettelæggelse.
Hvis du har spørgsmål
til stillingen, er du velkommen til at kontakte Drift- &
Anlægschef Kim Hald på telefon 29 62 43 62 eller pr mail på
kimh@skivekommune.dk
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter forhandling med
den relevante fagforening.
Frist
Send os din ansøgning senest den 1. juli 2022.
Vi forventer at holde samtaler i uge 28, og vi håber at du
kan tiltræde 15. august 2022, eller snarest mulig derefter.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst og principperne
om lokal løndannelse med baggrund i dine kvalifikationer og relevant erfaring.
Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem
RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og
udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst.
Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance.
Tilsammen giver det RENT LIV.
Ledige jobs ved Skive Kommune
Alle ledige stillinger ved Skive Kommune bliver slået op, og
alle uanset køn, alder, race eller religion opfordres til at søge job hos
kommunen.